hærvejen er skiltet med den blå-hvide vandrer

Ofte stillede spørgsmål

Foto: Hærvejen

Vi har her samlet svar på nogle af de spørgsmål, som vi oftest får fra jer, der bruger Hærvejen. I er også velkomne til at kontakte de lokale turistbureauer langs Hærvejen hvis I har brug for hjælp til planlægningen af jeres tur.

hærvejen er skiltet med den blå-hvide vandrer

Afmærkning vandrerruten

Hærvejens cykelrute skilt

Afmærkning cykelruten

Hvor køber jeg kort?

Du kan købe vores kortsæt 'Hærvejen - en guide til vandrere og cyklister' på Internettet f.eks. hos Saxo eller Bog&Ide. Vi forhandler ikke kortsættet på Hærvejens egen hjemmeside.

Hvis du kan 'nøjes' med de digitale kort som du jo også kan have med i lommen på din tur, så kan du enten downloade Hærvejens App eller du kan gå på det digitale kort, hvor gpx-filer også kan downloades for hver etape.


Hvordan finder jeg Hærvejen?

Find den eller de etaper du kunne tænke dig at vandre eller cykle og orienter dig så i det digitale kort eller på hjemmesiden, hvor du kan 'hoppe på' Hærvejen. De blå skilte med piktogrammerne, som du ser her øverst på siden, er din indikation for at du befinder dig på Hærvejen.


Hvor sover jeg undervejs?

Du kan finde oplysninger om overnatningssteder på hjemmesiden her, i Hærvejens app og på det digitale kort hvor der kan filtreres på de forskellige overnatningsformer.
Under menupunktet book på vores hjemmeside finder du også tilrettelagte ture, som du kan købe, hvor bl.a. overnatning er indtænkt i turen.

Vi kan fra Hærvejen ikke hjælpe dig med at kontakte de enkelte overnatningssteder.


Hvordan finder jeg ud af mere om Herberger langs Hærvejen?

Langs Hærvejen ligger med omkring 20 kilometers afstand et Hærvejsherberg. Herbergerne har deres egen forening. Vi samarbejder fra Hærvejens sekretariat med foreningen, men alle spørgsmål vedrørende deres tilbud og særlige forhold skal du kontakte foreningen eller de enkelte herberger om. Vi har samlet en liste over Herbergerne her på sidend inklusiv HærvejsHerbergernes folder til print.


Hvor langt kan jeg vandre eller cykle?

Hvor langt det passer dig at gå afhænger af din form og erfaring. Som en tommelfingerregel anbefaler vi 18-20 km om dagen. En typisk turcyklist cykler 10 km i timen med lettere oppakning inkl. småpauser. Husk at tilpasse dagens etaper efter den ’svageste’ i gruppen. På det digitale kort kan du finde de etaper der passer til dig og få planlagt din tur inden afgang.


Må jeg ride på Hærvejen?

Det er i udgangspunktet ikke tilladt at ride på Hærvejens vandre- eller cykelrute. Hærvejen har ikke sin egen riderute selvom en sådan engang var under planlægning. Hærvejens vandre- og cykelruter løber gennem arealer ejet af både offentlige og private lodsejere. Det betyder også, at der gælder forskellige vejregler fra den ene strækning til den næste. Vi har fra Hærvejens sekretariat ikke bemyndigelse til at give tilladelse til ridning langs Hærvejen.

På nogle strækninger undervejs på Hærvejen er ridning tilladt:

Alhedestien (Viborg-Herning)

Himmerlandsbanen (Viborg-Løgstør) 


Må jeg køre MTB på Hærvejen?

Hærvejens vandre- og cykelruter løber gennem arealer ejet af både offentlige og private lodsejere. Det betyder også, at der gælder forskellige vejregler fra den ene strækning til den næste herunder også adgangsreglerne for Naturbeskyttelsesloven. 

Vi har fra Hærvejens sekretariat ikke bemyndigelse til at give tilladelse til MTB på Hærvejens vandrerrute. 


Hærvejens hjemmeside kort og app – hvordan opdaterer I jeres serviceoplysninger?

Langt de fleste oplysninger på haervej.dk og i vores app, integreres fra en fælles database i turistbranchen. Både app og hjemmeside bliver opdateret en gang i døgnet. Derudover indkalder vi årligt oplysninger fra alle kommuner langs Hærvejen omkring ændringer i faciliteter, services og ruteforløb, så vi kan opdatere vores trykte og digitale kort. Ruteændringer bliver løbende meldt ind.

De trykte kort i ’Hærvejen Kortsæt til vandrere og cyklister’ bliver produceret af firmaet Legind og kan bl.a. købes hos boghandlere på nettet.

Selvom der bliver forsøgt at opdatere vores oplysninger vil der altid være smuttere, nye eller sløjfede faciliteter, som ikke er meldt ind. For eksempel hvis en privat lodsejer nedlægger sit shelter. Opdager du fejl undervejs på ruten er du velkommen til at melde dem ind til os på info@haervej.dk eller til din lokale kommune.


Hvad gør jeg, når der er mangelfuld afmærkning af ruten?

Hærvejens mange hundrede kilometer cykel- og vandrerruter løber gennem 17 kommuner samt gennem mange arealer, hvor der enten er private lodsejere eller hvor Naturstyrelsen er ejer. I praksis betyder det, at det er de lokale kommuner og styrelser, der varetager rutens stand og afmærkning samt faciliteter som shelters undervejs.

Mangler i afmærkningen af ruten skal meldes ind til den lokale kommune, hvor du opdager fejlen. Det kan du gøre gennem ’Giv et praj’ app’en, hvor den lokale vejafdeling får direkte besked. I kan også give os besked, så formidler vi den videre.
 

Hvad gør jeg, hvis jeres kort viser de forkerte oplysninger?

Manglende faciliteter eller nye faciliteter kan meldes ind til info@haervej.dk. Da vi har mange hundrede km at holde styr på, er det vigtigt at dine oplysninger er præcise om, hvor rettelsen er. Angiv strækning, stednavne og helst koordinater samt gerne et billede. Ruteændringer kommer med hver gang kortene genoptrykkes. Husk at være opmærksom på, om du har en ældre version af det trykte kort. 
 

Vil du gerne gøre f.eks. dit Hærvejsprodukt/service (fx et bed&breakfast) synlig på Hærvejens hjemmeside og app?

Alle oplysninger kommer fra destinationsselskaberne langs Hærvejen og deres fælles turistdatabase, Guidedanmark. Vi kan ikke selv oprette dit produkt i vores system. Du skal derfor kontakte dit lokale turistbureau og bede dem om at oprette dig samt tilknytte dit produkt til Hærvejen.

Typisk skal du bruge en tekst om den service du tilbyder og et foto. Vær opmærksom på, at mange turistbureauer ønsker betaling for at udføre denne arbejdsopgave. Når du er oprettet som ’Guidedanmark’ produkt får du et GDK-nummer. Det nummer skal du sende til info@haervej.dk, så klarer vi resten for dig. Når først du er oprettet med GDK-produkt kommer du automatisk i vores app, og behøver ikke at kontakte os.
 

Hvordan ved jeg, hvor langt der er?

Vi arbejder kontinuerligt på at forbedre jeres mulighed for at fastlægge afstand digitalt, når I er ude at vandre eller når I planlægger via vores digitale kort. 

Du skal starte med at downloade app'en Ride With Gps (der er gratis). Efterfølgende finder du dine etaper som foreksempel kunne være under Vandring --> Nordvestjylland --> Hirtshals - Lønstrup. Herunder ser du etapen på et kort og ved at trykke 'send to device' får du nu præcis denne etape ned på din tlf. og kan gå efter gps på hele vejen, hvis du skulle blive i tvivl om vejretning og tilbagelagte kilometer når du står ude på Hærvejen.

Du kan også vælge at hente hele kortet på Hærvejens vandrerute ned til din tlf. HER (ca. midt på siden) eller hente hele Hærvejens cykelrute ned til din cykelcomputer HER (lige inder etapebeskrivelserne)

Helt enkelt kan du jo også bruge vores trykte kort ’Hærvejen Kortsæt til vandrere og cyklister’, hvor der er en fast målestok på.

Følg os:

Nyttige links

Hærvej © 2024
Deutsch